LUS - HVAD BYDER DU UVENTEDE GÆSTER?
Lus er en uvelkommen gæst i hovedbunden. Alligevel inviterer den sig selv på besøg. Resultatet kan være kløe, irritation eller i værste fald infektion. Den lille blodsuger skal ikke have lov til at husere upåagtet. Derfor er det vigtigt at tage affære straks og indlede et felttog mod de små fjender. Våbnene er gode, faglige råd, kæmning og lusemidler.
Et hensynsløst bæst
Alle mennesker kan få lus. Lusene er ligeglade med, om håret er rent eller snavset. Om du er rig eller fattig. Om du er dreng eller pige (75% af tilfældene ses hos piger, da langhårede børn oftere smittes). Om du er barn eller voksen. Om årstiden. Invasionen er dog oftest lige efter sommerferien og i begyndelsen af året, hvilket mere skyldes familiernes adfærd end lusens egen biologi. I ferierne er vi nemlig ikke så gode til at se efter lus.
Lus er en svag fjende
Faktisk er lus nogle svage fjender. De kræver helst god varme (ca. 30° C), høj luftfugtighed og nem adgang til at suge blod. De overføres kun ved direkte hovedkontakt, og magter kun at holde sig fast med sine små kløer i hårstrået. Tilmed tåler lusen ikke at være væk fra hovedbunden mere end to døgn, da den naturligt lever af blod herfra. Der er altså gode muligheder for at vinde Lusekrigen.
Bekæmp med alle midler
Lusebekæmpelse er forbundet med mange myter. Alt fra askestøv over myretuer og til nedfrysning af bamser har været bragt i spil. Men for Mette Knorr, der er biolog og forsker ved Skadedyrlaboratoriet på Aarhus Universitet, handler det i høj grad om at afdramatisere emnet og følge et par enkle spilleregler for at afhjælpe problemet:
- Det gælder om ikke at være for firkantet i sin tilgang. I dag er der en bred vifte af muligheder for at få bugt med lusene med flere typer lusemidler og gode tættekamme. Intet middel er med sikkerhed 100% effektivt. Det handler om at få gode råd til det optimale valg i situationen. Det er altid en god idé at kæmme håret grundigt og man kan kombinere med lusemidler for at nå hurtigere i mål – f.eks. er de nye silikoneprodukter ret effektive som supplement til kæmning.
Kæm med tættekam
For Mette Knorr og andre eksperter er tættekammen stadig et uundværligt redskab. Den kan både bruges til at tjekke, om man er angrebet af lus og som en enkel metode til at fjerne lusene igen. Kæmning er dog langtfra altid en skudsikker metode.
En større analyse fra British Medical Journal* fra 2005 viser, at kæmning alene har en effekt på 57% ved kæmning hver tredje dag i 14 dage. Den giver et fingerpeg om, at der skal arbejdes ihærdigt og ofte med en alternativ strategi for at bekæmpe lusene helt.
Mette Knorr udtaler: - Vi lever i en travl hverdag, hvor det kan være svært at finde tid til at kæmme som anbefalet. Derfor vælger mange familier at supplere kæmningen med lusemidler fra apoteket, hvor man har den faglige baggrund for at kunne rådgive ud fra folks livssituation. Det afgørende er at gøre noget ved sagen her og nu, så lusene ikke spreder sig. Vi er selv sociale væsner, der gerne vil hurtigt tilbage til arbejde, skole eller børnehave uden at smitte andre med lus.
Aflusning med oplysning
For at afhjælpe luseplagen, aflive myter og uheldig brug af alternative midler er det apotekernes opgave at informere fagligt, sagligt og målrettet omkring lus og behandlingen af disse. Det er præcis denne fagkundskab, der gør det muligt for apotekspersonalet at kommunikere indholdet videre:
- Vi gør meget ud af at oplyse om de forskellige behandlingsmetoder, og hvad der passer bedst i den aktuelle situation. Hvis behandlingen skal være effektiv, er det afgørende at følge instruktionerne fra lusemidlerne meget nøje, sætte sig godt ind i kæmmeteknikken og vide besked, hvis behandlingen ikke virker første gang. Alt dette kan vi rådgive om som fagfolk, fortæller apotekspersonalet.
Fakta om lus
- Lus er en blodsugende snylter.
- Kun tre lusearter kan leve på mennesker: hovedlus, kropslus og fladlus.
- Hovedlusen lever helt nede ved hovedbunden.
- Lus har ingen vinger og kan hverken flyve eller hoppe.
- Voksne hovedlus er mellem 2-3 mm lange.
- Voksne hovedlus lever omkring tre uger.
- Man bliver smittet af levende lus, ikke luseæg.
Når du har fundet lus
Lusemiddel
- Brug kun godkendte lusemidler med dokumenteret effekt, f.eks. et silikoneprodukt.
- Læs altid brugsanvisningen og følg den nøje.
- Kæm med tættekam efter behandlingen og kontrollér herefter for eventuelle levende lus.
- Gentag behandlingen efter syv dage som ekstra sikkerhed.
Kæmning
- Kæm håret med en tættekam hver anden dag i 14 dage.
- Gør håret vådt, kom balsam i og kæm fra hårrod til spids.
- Skyl håret og red godt igennem.
- Kun de største, levende lus fanges - ikke æggene.
Kilder: Sundhedsstyrelsen www.sst.dk, www.netdoktor.dk, www.sundhedsguiden.dk, www.dpil.dk og ”Vejledning om hovedlus” (2007) fra Skadedyrlaboratoriet, Aarhus Universitet.
*Rapport fra British Medical Journal, 2005; 331, s. 384-387.